Ingen helligdage

Jeg tænker tit på hende den gamle. Vi besøgte hende allesammen i går aftes, huset var fuld af liv. Jeg spurgte hende hvordan hun havde haft det efter, at hun var kommet hjem fra hospitalet. Hun sagde fint nok, fortalte om hvorfor hun var blevet indlagt, noget med hjertet. Også hvilken stue hun lå på, den som hendes livs kærlighed døde på for et år siden. Vi var der allesammen. Eller, jeg var der ikke, fordi jeg ikke turde at se liget fra min morfar ligge i en hospitalsseng. Huden som bliver gullig, efter man dør. Mit sidste minde af ham, skulle være fra, han var i live, min mor forstod det selvfølgelig godt. Hun var meget ked af det i telefonen, klokken var fire om natten, og hendes snøft lød mekanisk. Jeg lå søvnløs hele natten, og meldte mig syg fra arbejdet dagen efter. Det gjorde min chef også. 

Jeg tænker på, hvad mon hun tænker, når vi alle er taget hjem. Når vi har vinket farvel 2 gange, mens vi går ned af stien, og så en sidste gang før vi drejer, og ikke kan se hinanden mere. Kan hun bære hvor tomt det er. Summen fra køleskabet der erstatter lyden af latter omkring spisebordet, kulden fra udestuen der trænger sig ind i resten af huset, hvis hun glemmer, at lukke trædøren med glasvinduer. Bliver hun bange, når rosenbusken banker på ruden, når det blæser. Skærer den i hende når hun går forbi. 

Husker hjemmeplejen at støve af

Sådan ordentligt 

Ingen helligdage

Det plejede man at sige i gamle dage

Kigger hun en ekstra gang, når hun går forbi kontoret. Bare for at sikre sig, at han ikke sidder i stolen. Savner hun at kunne se sine koi fisk i dammen, nu hvor den næsten er helt tilvokset. Tænk sig at jeg troede det hus, aldrig kunne ændre sig.